Opbevaringsbetingelser
Her følger en oversigt over opbevaringsbetingelser vedrørende indlevering, udlevering, opsigelse og betaling som er gældende i Espergærde Flytteforretning.
1. Vilkår som ikke fremgår af nærværende betingelser, eller er særlig skriftlig aftale mellem parterne, kan ikke gøres gældende.
2. Espergærde Flytteforretning (firmaet) forpligtiger sig til udelukkende at holde vores møbelopbevaringsbygning forsikret. Kundens opbevarede bohave er IKKE forsikret af firmaet. Har du indboforsikring, bør du OMGÅENDE meddele dit forsikringsselskab vores opbevaringsadresse som er Højvangen 14, 3060 Espergærde.
3. Gods, der er udsat for hurtig fordærvelse, farligt gods, eller gods, som kan påføre andre hos firmaet opbevarede effekter skade, modtages ikke til opbevaring. Skulle sådanne effekter uden firmaets vidende være blevet opbevaret, hæfter kunden for alle økonomiske følger heraf.
4. Firmaet er ikke ansvarlig for angreb af skadedyr af enhver art.
5. Besigtigelse. Det står kunden frit for at besigtige vores møbelopbevaring. Besigtigelse af det opbevarede bohave, ompakning, udtagning af enkelte genstande m.v. kan kun ske efter forudgående aftale med firmaet, og for det arbejde der er forbundet hermed beregnes adgangsgebyr, som er 250,00 kr. inkl. moms pr. påbegyndt hele time kunden er til stede på vores opbevaring.
6. Betalingen. Ved ind- og udlevering samt forevisning af opbevaringseffekter beregnes adgangsgebyr som er 250,00 kr. inkl. moms pr. påbegyndt hele time. Opbevaringsafgiften beregnes indeværende måned resterende antal dage, samt derefter pr. påbegyndt halve måned. Afgiften beregnes kvartalsvis og erlægges kvartalsvis bagud. Eventuel for meget betalt opbevaringsafgift refunderes efter udlevering, dog kun for halve måneder.
7. Opsigelse.
A. Kunden kan til enhver tid opsige aftalen med 3 dages varsel.
B. Flyttefirmaet kan til enhver tid opsige aftalen med 1 måneds varsel.
C. Kan værdien af det opbevarede gods ikke klart dække firmaets tilgodehavende hos kunden, kan firmaet dog straks ophæve møbelopbevaringsaftalen.
8. Udlevering. Forinden udlevering af bohave kan ske, skal firmaets tilgodehavende være afregnet kontant, hvis indsat på vores konto, skal beløbet henstå min. 5 hverdage før betalingen kan udløse en udlevering af bohavet.
Ved ind- og udlevering af enkeltdele til eksisterende møbelopbevaring hos os, skal der betales til dato og indeværende måned samt hele efterfølgende måneds møbelopbevaringsafgift.
9. Kundens udleverede genpart af møbelopbevaringsaftalen, er ikke nogen garanti for mængden eller tilstedeværelsen af opbevarede effekter på vores møbelopbevaring, da genparten ikke nødvendigvis skal tilbageleveres firmaet ved udlevering af opbevarede effekter.
10. Adresse. Henvendelse fra firmaet til kunden kan kun ske til den sidst opgivne postadresse, emailadresse og telefonnummer. Forsømmer kunden at anmelde ændringer i disse, er han ansvarlig for alle følger heraf, jævnfør blandt andet nedenfor under punkt 12 om tvangssalg og for enhver deraf flydende ulempe for firmaet.
11. Panteret.
a. Det opbevarede gods betragtes som overgivet firmaet i håndpant for ethvert tilgodehavende, som firmaet har hos kunden ifølge møbelopbevaringsaftalen og nærværende betingelser.
b. Kunden har pligt til over for firmaet at oplyse, hvorvidt det opbevarede helt eller delvist er købt på afbetaling, således at firmaet kan sikre sig sin tilbageholdsret ved at tilskrive afbetalingssælgeren. I øvrigt indestår kunden ved sin underskrift for, at godset i sin helhed er hans ubehæftede ejendom.
c. Kunden har under opbevaringen ikke ret til at sælge eller pantsætte godset.
d. Viser det sig under en fogedforretning, at tredjemand desuagtet har rettigheder over godset forud for firmaets, vil bemærkningen om firmaets panteret være at tilføre fogedprotokollen.
12. Tvangssalg. Udebliver forfalden opbevaringsafgift eller anden forfalden skyld til firmaet i mere end 2 måneder efter firmaets påkrav, på den af kunden sidst opgivne postadresse eller emailadresse, jævnfør ovenfor under punkt 10 om adresse, er firmaet berettiget til at betragte de opbevarede effekter som herreløst gods, og råde frit over disse effekter efter firmaets forgodtbefindende, og herefter helt eller delvist at bortsælge det opbevarede gods til dækning af sit tilgodehavende med tillæg af samtlige omkostninger ved realisationen. Hvad der måtte blive til rest af auktionsprovenuet, efter at firmaets tilgodehavender er dækket, tilkommer kunden. Er auktionsprovenuet mindre end firmaets tilgodehavende, hæfter kunden for forskelsbeløbet.
Bemærk !
Foranstående betingelser giver bl.a. firmaet panteret i kundens effekter, samt indeholder ansvarsfraskrivelses- og begrænsningsklausuler.
Det opmagasinerede bohave er IKKE forsikret af firmaet, jfr. punkt 2.
Har du indboforsikring, bør du OMGÅENDE kontakte og meddele dit forsikringsselskab vores opbevaringsadresse som er Højvangen 14, 3060 Espergærde.
Se vores anmeldelser på facebook
Se vores anmeldelser på google
Copyright © 1986-2024 Espergærde Flytteforretning